Om mig og Eyelight Videoproduktion

Folk er sure over lave priser!

Jeg modtog for nylig en mail fra en filmarbejder, der reagerede på én af vores annoncer på Facebook. Han mente at vores priser var for lave og at vi dermed underminerede andre, der forsøger at leve af at lave tv og film.

Her er et uddrag fra mailen:

“Du/I tilbyder reklamefilm / profil film for 3500.- jeg har lavet film og tv igennem 16år og jeg bliver sur og træt af folk der presser priserne i bund så man ender med ikke at kunne leve af at lave film og tv.”

Jeg startede selv mit firma Eyelight Videoproduktion i 1999 og har igennem årene oplevet talrige frustrationer over netop dette.

Jeg har desuden oplevet talrige copycats, der stjæler hjemmesidetekster, AdWords kampagner eller konkrete ideer og koncepter fra mine videoproduktioner.

Jeg har dog for længe siden indset, at det eneste man kan gøre, er at hoppe op og falde ned på det og så ellers bruge det til ens egen fordel, fremfor at gå rundt og være sur og bitter.

I tilfældet copycats har jeg indset, at det i sidste ende er mig, der vinder. Det presser mig nemlig til at tænke i nye baner og gøre tingene anderledes, opdatere tekster og gøre dem bedre eller udvikle nye koncepter og dermed hele tiden være et skridt foran andre, som blot kopierer hvad andre gør. Det er simpelthen en medvirkende årsag til, at jeg holder mig på toppen af mit game.

Film- og tv-branchen er ikke den samme som da jeg startede ud i den i 1999. Den teknologiske udvikling gået så rasende hurtigt, at man på udstyr til næsten ingen penge kan lave fuldt ud professionelle videoproduktioner, hvilket mange amatørfotografer også forsøger at gøre. Før denne kamera revolution har jeg set mange, der fik masser af jobs fordi de havde det rette high end udstyr men ikke talentet. Men nu hvor alle potentielt set kan gå ud og skyde professionel video på deres spejlreflekskamera, handler det mere om talentet – ikke udstyret.

Desuden har internettet også gjort efterspørgslen på videoproduktion enormt meget større end før. Finanskrisen og den efterfølgende bevidsthed om, at skyerne ikke vokser ind i himlen, har ligeledes medført en holdningsændring til det at få lavet videoproduktioner.

Jeg undersøger konstant markedet og forsøger at udvikle nye koncepter. Og jeg deler virksomheder op i forskellige kundegrupper.

Nogle små virksomheder har ikke de store budgetter til videoproduktioner men de ved, at det i dag kan gøres relativt nemt med det rigtige udstyr i kyndige hænder.

Andre har lidt flere penge og vil gerne bruge lidt mere krudt på at gøre deres videoproduktioner mere unikke og spændende.

Og så er der dem, der går all out og bruger rigtig mange penge på videoproduktion.

Der er desuden forskel på at handle med private eller erhvervsdrivende. Der er forskel på at lave en præsentationsvideo til en enkeltmandsvirksomhed og at producere en high fashion reklamefilm for et stort modehus. For slet ikke at snakke om forskellen mellem video til internettet, til tv eller film til biografen.

Jeg er af den overbevisning, at markedet er uendelig meget større i dag end det nogensinde har været. Vilkårene for at få arbejde indenfor denne branche, har aldrig været større. Jeg tror ikke på, at fordi jeg laver en videoproduktion på 1 minut for en bager til en billig skilling, at det skræmmer f.eks. store modehuse væk fra at bruge 6-cifrede beløb på at få lavet gennemarbejdede og topprofessionelle videoproduktioner hos os. Det ene udelukker ikke det andet.

Facebook annoncen den pågældende filmarbejder reagerede på, var målrettet “ejere af små virksomheder” i Københavnsområdet. Kampagnen førte folk ind på siden Billig Videoproduktion. Det var derfor en meget specifik målretning for et lavprisprodukt til en kundegruppe, der potentielt set ikke ville gå ud og bruge mange tusinde kroner på at få lavet en videoproduktion. De ville sandsynligvis snarere prøve kræfter med at lave det selv eller få en nybegynder til at lave et halvskidt resultat for dem. Derfor har vi skabt et produkt, der henvender sig specifikt til dem. Vi kan ligeså jo godt gelejde dem ind til os og selv tjene en skilling på det fremfor at andre gør det.

Det er to vidt forskellige måder at arbejde på og det er to MEGET forskellige kundegrupper man arbejder for. Både teknisk og arbejdsresourcemæssigt, men også i forhold til serviceniveauet, fleksibiliteten, korrekturgangene etc. – kunder er som regel villige til at betale mere for disse ting, hvis de finder det nødvendigt. F.eks. har vi en bilfabrikant som fast kunde, der betaler os gode penge for altid at stå til rådighed for dem – vi rydder simpelthen kalenderen og siger aldrig nej til dem, uanset hvor sent de måtte være ude med bookingen.

Hvis ikke Eyelight Videoproduktion laver et koncept, der hedder “billig reklamevideo”, så er der nogle andre der gør det – og det ER der også. For mig handler det dog om, at lave forskellige koncepter og kampagner til forskellige markeder og formå at gøre dem attraktive overfor den pågældende målgruppe.

Derfor har vi en række hjemmesider såsom Eyelight.dk , Erhvervsvideo.dk, Bryllupsvideoer.dk , og undersider som f.eks. Eyelight.dk/billig-videoproduktion og Eyelight.dk/animation , der henvender sig til forskellige markeder.

Det bevirker, at vi i dag er 4 fuldtidsansatte og en lang række freelancere, der arbejder på projekter, som koster alt fra nogle få tusind til flere hundredetusinde kroner.

Vi har indset, at folk LAVER billige videoproduktioner uanset hvad, så hvorfor ikke kanalisere dem ind til os i stedet? Arbejdsbyrden er minimal for os og ofte kan en sådan videoproduktion laves på en dag af den samme person – og så er en dagsløn på kr. 6995,- ( jf. Eyelight.dk/billig-videoproduktion) vel ikke så ringe?

En masse hyppige jobs af denne type er faktisk en god forretning – det er ingen hemmelighed. Og kunderne er glade, fordi de vitterlig får et godt produkt med høj production value til en meget lav pris. Ofte køber de jo også tillægsservices og tilføjer en teleprompter, manuskriptforfatning, længere spilletid etc., hvilket blot øger indtægten.

Sideløbende laver vi stadig high fashion videoer, tv-serier, reklamer til fjernsyn, biografspots og animationsfilm til helt andre beløb.

Det er da drønærgerligt, at der måske sidder ærgerlige og bitre mennesker derude, som ser sig sure på den måde vi driver forretning på. Hvis det er fordi de mangler jobs, kan jeg jo kun gisne om hvorfor – for jobmulighederne ER DER, blot man tænker sig lidt om.

Jeg ved ikke, om det er fordi at “old school” filmarbejdere stadig anser bryllupsvideoer og erhvervsvideoer til internettet som noget underlødigt i forhold til at lave “rigtig film eller tv” men sandheden er, at der er et kæmpe marked for den slags, hvis blot man vælger at udforske det og udnytte ens kundskaber.

Så for at opsummere: ja, jeg laver billige videoproduktioner og udfører enten jobbet selv eller benytter mig af freelancere, der er et sted i deres karriere, hvor det giver mening at lave denne type produktioner. Men jeg udbetaler samtidig mange hundrede tusinde kroner hvert år til superdygtige filmarbejdere, der løser et topprofessionelt stykke arbejde på de store og tunge produktioner, hvor det giver mening (som f.eks. Vero Moda ) – det kan jo slet ikke sammenlignes med disse billige reklamefilm – det er en helt anden type produktioner.

Jeg vil faktisk vove at påstå, at “rugbrødspenge” tjent på at lave lavprisvideo giver mig personligt overskud til at lande de større deals, hvor jeg kan hyre uddannede filmarbejdere ind.

Desuden giver det mig tid og råd til at lave selvfinansierede egenproduktioner som tv-serien The Stunt Comedy Show, en action-comedy serie i 13 halvtimes episoder, som netop er solgt til DR. Og det har igen åbnet dørene for at lave andre tv-serier i fremtiden, hvor vi atter får brug for et væld af erfarne filmfolk.

Så jeg synes nu altså at jeg har mit på det tørre i forhold til at spytte penge i kassen til de etablerede filmarbejderes øko-system.

-Kasper

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om mig og Eyelight Videoproduktion