Bag kameraet på sjov action reklamefilm

Dream Theater og hvordan jeg fik min guldplade

Dette er beretningen om hvordan jeg som blot 20-årig blev involveret i produktionen af en DVD for det amerikanske superband Dream Theater og efterfølgende vandt denne lille sag:

guldplade

Dream Theater er et amerikansk band, der spiller progressiv rock/metal. De har solgt over 13 millioner albums på verdensplan.

Denne historie starter da Dream Theater i 1999 udgiver albummet “Metropolis Part II: Scenes From A Memory”. Jeg havde på det tidspunkt været stor fan af bandet i 4 år og været særligt fascineret af trommeslageren Mike Portnoy, da jeg selv spillede trommer på det tidspunkt – han var mit helt store trommeidol!

“Scenes From A Memory” er et såkaldt konceptalbum med en gennemgående handling, som beskriver en mordgåde, der dels foregår i nutiden og dels i 1928. Da CD’en udkom hørte jeg den længe på repeat og var enormt fascineret af musikken og den komplicerede historie med masser af twists undervejs.

Jeg besluttede mig for at skrive til webmasteren for Dream Theaters officielle hjemmeside og forklare om en idé jeg havde til at filmatisere historien fra CD’en som en slags “fan fiction”. Og så skete det vilde: jeg fik en email tilbage fra trommeslageren Mike Portnoy selv!

Han fortalte at de forbeholdt sig retten til at lave en filmatisering af historien fra albummet men at de skulle på verdensturné et par måneder senere, hvor de ville spille hele konceptalbummet fra start til slut og til dette ville de gerne vise nogle nøglescener fra handlingen på storskærmen bag dem. Han spurgte derefter om jeg havde noget video jeg kunne sende ham, så han kunne se om vi var de rette til opgaven og oplyste mig en postadresse jeg kunne sende et bånd til.

På det tidspunkt havde min ven Sune Lind Jensen og jeg netop lavet en kortfilm på 22 minutter, der var ment som en showcase for hvad vi kunne på daværende tidspunkt og jeg havde i kølvandet på denne kortfilm oprettet Eyelight Videoproduktion d. 1. september 1999. Kortfilmen var spækket med special-effects, stunts, kameratricks, makeup effekter etc. Jeg fik den konverteret til et NTSC VHS bånd og sendte den over til Portnoy. En rimelig vild følelse at sende en video over til sit idol med en film man selv har lavet!

Nogle dage gik, hvorefter jeg modtog denne mail fra Portnoy – mit store trommeidol:

“Hi Kasper,
Got your video and I’m very impressed….
Reminded me of a cross between “An Occurance at Owl Creek Bridge” and Akira 
Kurosawa’s “Dreams” (coincidently)…ever see either of those?
I really liked a bunch of the sequences (the under the sink shot was awesome 
– very Kubrick)
I can’t believe you did so many different set-ups and styles (the grainy 
Zombie scene to vivid open fields) on NO budget…really incredible….
Thanks and speak soon,
Mike Portnoy”

Det var godt nok en vild mail at få – jeg var helt oppe at køre! Han bad mig derefter om at ringe til ham så vi kunne snakke de sekvenser sammen de gerne ville have produceret. Den første samtale var noget af det mest surrealistiske jeg har prøvet! I 4 år havde jeg dyrket denne mands trommespil gennem bl.a. koncertoptagelser hvor bandet spiller foran mange tusind mennesker til koncerter over hele verden. Et par år forinden havde jeg endda set dem live selv for første gang i KB Hallen – og nu sad jeg så i min egen stue og snakkede med mit idol! Jeg kunne slet ikke lave forbindelsen mellem den rockstjerne jeg havde et billede af oppe i hovedet og så de samtaler vi havde.

Nå men anyway, vi lavede ca. 15 minutters live-action video med skuespillere, som blev vist på bandets 10 måneder lange verdensturné – nogle af dem bliver vist endda stadig vist, når bandet spiller de gamle numre fra dengang.

I slutningen af 2000 bliver jeg så inviteret til New York, hvor bandet for sidste gang opførte Scenes From A Memory i dets fulde udstrækning og denne koncert skulle samtidig filmes til en DVD udgivelse. I den forbindelse ville bandet gerne have at jeg kom til New York og snakkede om mulighederne for at lave endnu flere sekvenser, så DVD’en kunne blive en blanding mellem en film og en koncert DVD.

Koncerten i New York var helt fantastisk! Det var første gang det for alvor gik op for mig, hvor stort det var, at vi havde lavet det videosekvenser. Når 10.000 mennesker står og skriger og jubler over nogle videoklip man har lavet, får man pludselig et perspektiv på tingene, som man ikke har når man bare sidder derhjemme og læser om det på internettet!

Koncerten varede i næsten 4 timer og var åbenbart så nedslidende for Portnoy at han kollapsede bagefter og blev kørt på hospitalet! Dagen efter var jeg hjemme hos ham hvor jeg mødte familien. Her fortalte Mike, at han bare havde spist og drukket for lidt vand dagen igennem og havde været stresset over alle de ting, der skulle gå op i en højere enhed til koncerten – der var bl.a. et stort gospelkor også.

maxdrums

Mike Portnoy og hans søn Max, der startede med trommespillet i en tidlig alder. Max spiller i dag trommer i bandet Next To None, som jeg lige har været til koncert med!

Jeg brugte et par timer hjemme hos ham, hvor jeg mødte familien og blev vist rundt. Derefter så vi koncerten igennem fra dagen før og snakkede om hvilke filmsekvenser der skulle laves med skuespillere til DVD udgivelsen.

mptv

Mike Portnoy forklarer hans vision for de live action sekvenser jeg producerede til DVD udgivelsen af Scenes From A Memory, mens gårdsdagens koncert kører på TV’et.

Mike er i øvrigt kæmpe filmnørd og det var fedt at gå på opdagelse i hans kælder, som var fyldt med film og en masse Dream Theater-relaterede ting!

Se flere billeder fra Mike Portnoys kælder her.

Derefter tog jeg hjem til Danmark og brugte et par måneder på at lave filmsekvenserne og sende dem over til produktionsselskabet, der stod for redigeringen.

I april 2001 tog jeg tilbage til New York og var med Dream Theater i studiet under indspilningerne til deres album “Six Degrees of Inner Turbulence” – kæmpe oplevelse! Mike og jeg var også inde og se Memento sammen i biografen, kan jeg huske. Vi snakkede næsten aldrig musik sammen men mere om hvilke nye film vi havde set og sådan noget. Jeg var også en del hjemme hos keyboardspilleren Jordan Ruddess, som jeg hjalp med nogle forskellige ting på det tidspunkt.

Denne tur har jeg desværre ikke nogle billeder fra, da jeg holdt lav profil med kameraet så vi kunne nyde hinandens selskab lidt mere uden de skulle være nervøse for at ting røg på nettet efterfølgende 🙂

Samme april blev DVD’en udgivet og den blev et kæmpe hit! Jeg fik en stabel DVD’er og så til min store overraskelse at jeg var krediteret bagpå coveret!

Live Action Sequences by Kasper V. Kristensen :-)

Live Action Sequences by Kasper V. Kristensen 🙂

D. 8. november 2002 gik DVD’en guld i USA, hvilket betyder mere end 50.000 solgte eksemplarer – stort! På daværende tidspunkt fik jeg en mail og et tillykke fra Dream Theaters management. To år senere, i sommeren 2004, fik jeg så endnu en mail fra managementet, hvor der stod at de havde haft en guldplade stående med mit navn på! Den stod bare og samlede støv på kontoret – om de ikke lige skulle sende den? Og det gjorde de så. En dag jeg kom hjem til min lejlighed efter en uges visit hos mine forældre i Roskilde, havde Fedex været forbi og havde bare sat den foran min dør! Godt den ikke var blevet taget – den havde været temmelig svær at erstatte…

Nå, men guldpladen hænger heldigvis stadig og pryder væggen hos Eyelight Videoproduktion 🙂

Et billede fra 2004 hvor jeg lige har fået guldpladen.

Et billede fra 2004 hvor jeg lige har fået guldpladen.

Anyway, det var så min “lille” beretning fra det virkelige liv. Jeg har været i løbende kontakt med keyboardspilleren Jordan Ruddess som jeg sidst så i maj 2012, da han inviterede til en Dream Theater koncert i Bangkok.

Mike Portnoy har jeg også holdt kontakten med. I 2005 lavede jeg endnu en DVD for Dream Theater, denne gang en “official bootleg” hvor bandet fremfører hele Pink Floyds klassiske album “The Dark Side of the Moon” under en koncert i London, som vi filmede med 5 kameraer.

Jeg så sidst Mike for under en måned siden og vi snakker stadig mest om film. Han er vild med Lars Von Trier, Nicolas Winding Refn og et par andre danske instruktører og han ser selv mange specielle film, så vi anbefaler stadig film til hinanden.

Moralen af denne historie vel noget i stil med, at man ikke skal holde sig tilbage! Alt kan lade sig gøre, hvis man blot viser lidt initiativ. En simpel mail til mit yndlingsbands webmaster førte i dette tilfælde til nogle at mit livs største oplevelser, en guldplade og et solidt spark ud over rampen for mit firma Eyelight Videoproduktion!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bag kameraet på sjov action reklamefilm