Fordele ved at bruge video online

Et mindfuck af dimensioner – bag kameraet på USO’s nye “one shot” musikvideo

For lidt over en uge siden skød jeg den nok mest komplicerede og udfordrende musikvideo jeg nogensinde har lavet!

En musikvideo for USO skulle laves forholdsvis hurtigt og jeg havde en idé om, at hvis man nu lavede en såkaldt “one shot video”, altså en video hvor alt er skudt i ét langt take uden klip undervejs, så kunne vi lægge kræfterne i præ-produktionen og dagen efter optagelserne ville videoen kunne lægge klar, da der ikke skulle nogen redigering til.

Ideen udviklede sig dog til at inkludere hele TRE one shot videoer i én, hvilket lige pludselig gør det hele meget mere kompliceret!

Det var ikke meget søvn jeg fik i ugen op til shootet. Der er ufattelig mange ting, der skal tænkes igennem. Hvordan får vi koordineret skuespillerne, så de udfører deres handlinger så præcist som muligt, hvordan undgår vi at kameraerne ser hinanden, hvordan får vi koordineret det hele med cafeen og døgnkiosken, får vi problemer med beboerne i området, når vi står og vifter med pistoler på åben gade etc.

…Og tingene blev bestemt ikke nemmere af at to af skuespillerne skulle bryde sammen, en tredje skulle give et blowjob og en fjerde skulle håndtere en halvtræt kanin – alt sammen i løbet af godt 3 minutter!

Vi mødtes allesammen om dagen og fik stille og roligt aftalt hvordan det hele skulle forløbe. Kameraturene blev øvet og der blev taget tid på alt ned til mindste detalje. Vi besluttede os for, at i stedet for at der blev gjort cues til hvem der skal gøre hvad hvornår over walkierne, så var det nemmere hvis alle memoriserede hvad hver især skulle gøre på forskellige sekundtal. På den måde kunne vi nøjes med at kalde tidskoden på musiktracket ud med 5-sekunders intervaller over walkierne.

Boda makeup

Marie Boda i makuppen hos Philippa Valentin

Da vi skulle igang med første take omkring kl. 23.00 opstod det første problem – walkierne havde ikke rækkevidde nok til at kunne nå os alle på vores startplaceringer! Et rimelig kritisk punkt, da vi uden dem ikke havde en chance for at synkronisere de tre historier. Vi fandt dog rimelig hurtigt ud af, at det blot var walkien der kaldte tidskoder ud, der skulle udskiftes.

Steadycam

Steadycam klar til optagelse. Undertegnede i baggrunden instruerer steadycam operatør Jonas Torp.

Da vi nåede til 13. take blev vi berøvet! En gruppe indvandrerdrenge havde stået og luret inde i kiosken og set at Marie Boda, den ene af skuespillerne, under optagelserne tog penge fra kassen og puttede dem over i en pose. Dette var naturligvis musikvideoproduktionens penge. De havde så signaleret dette til nogle fyre på en scooter udenfor, som under optagelsen kørte over og rev posen ud af hånden på Marie, gassede op og kørte væk! Alle var helt målløse og vi havde lige en times afbrydelse, da politiet kom og kiggede vores optagelser igennem og noterede gerningsmændenes signalementer fra de fire overvågningskameraer i butikken.

Anyway, optagelserne fortsatte og efter 22 takes var den i kassen!

Generelt var der en ret speciel stemning på optagelserne aftenen igennem – også inden vi blev berøvet. Luften var tyk af koncentration fra alle parter – ingen havde jo lyst til at fucke en optagelse op. Hverken i starten men da slet ikke hen mod slutningen af et take, hvis man ellers følte det gik godt! Men der sker jo bare 100 ting, når tre kameraer filmer tre historier på tre locations på samme tid; et kamera ryger ud af fokus, der kommer kunder i butikken, timing mellem skuespillerne er off osv. Men i kassen kom den – og det var en FED fornemmelse!

Her er et helt råt take fra det ene af kameraerne. Jeg synes godt man kan fornemme at alle er meget fokuseret og koncentreret:

To ting ville jeg personligt gerne have gjort anderledes:

1. Jeg ville ønske at vi havde drejet kameraet hen mod de to skuespillere idet de løber ud af kiosken til sidst, så man kan se at det hænger direkte sammen med at de løber ind i pistolmanden udenfor uden at der er klippet eller tale om forskellige takes.

2. Jeg ville ønske at vi havde taget en masse behind the scenes billeder både under prøverne og optagelserne. For det var virkelig en sjov og interessant process!

Jeg tror alle er enige om, at det var en fed måde at arbejde på; udfordrende for alle både foran og bag kameraet men også enormt givende og tilfredsstillende når det endelig lykkes. Så det bliver ikke min sidste one take video!

USO musikvideo

 

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fordele ved at bruge video online